Opskrifter / Spis med omtanke
Call to action image

Spis med omtanke

Du kan gøre en indsats for klimaet hjemme fra køkkenbordet. Skift ingredienserne med et klik og spis med omtanke for klimaet. 

 

Vi har gjort det let at spise med lidt ekstra omtanke for klimaet. Med et enkelt klik kan du gå fra en klassisk udgave af din opskrift til en variant, som sparer på CO2-udledningen. Det kan være med flere grøntsager, kød, der ikke belaster klimaet så meget, eller måske en plantebaseret variant.

Der er naturligvis mange måder at passe på klimaet. Nogle gør det ved at spise vegansk, andre ved at tage cyklen i stedet for bilen og andre holder kun ferie i Danmark og køber tøj i genbrug. Nogle gør det hele. Vores måde er til dig, der gerne vil passe på klimaet, men som synes, det kan være lidt overvældende at komme i gang.

Vores bidrag er opskrifter der reducerer klimaaftrykket. Vi tror nemlig på, at hvis vi er mange, der rykker os en lille smule, kan vi sammen gøre en stor forskel.

Vi vil gøre det nemt for dig at se, hvor stor en lille forskel du kan gøre ved at klikke til højre ind imellem.

Derfor introducerer vi Grøn Score.

Hvad er Grøn score? 

Call to action image

De tre blade på opskriften viser dens grønne score. Hvis ingen af bladene er udfyldt, betyder det, at retten har en relativt høj CO2-udledning. Er der derimod tre grønne blade på retten, betyder det, at den har et meget lavt klimaaftryk.

  • 0 blade: mere end 1,3 kg CO2 per portion
  • 1 blad: mellem 0,9 og 1,3 kg CO2 per portion
  • 2 blade: mellem 0,65 og 0,9 kg CO2 per portion
  • 3 blade: under 0,65 kg CO2 per portion

Men hvordan finder vi ud af, om retten har et lavt klimaaftryk?

Kort fortalt:
Vi udregner den grønne score ved at finde ud af, hvor meget CO2 én portion af retten koster.

Den lidt længere forklaring er, at vi har fået hjælp af "Den store klimadatabase" fra den grønne tænketank Concito, som har bidraget med oplysninger om fødevarernes klimaaftryk.

Oplysningerne findes som CO2-ækvivalenter. CO2-ækvivalent betyder egentlig bare ”omregnet til CO2”. Klimabelastning og drivhusgasser kommer nemlig i mange former og størrelser og for at gøre regnestykket og sammenligningen nemmere, omregner vi det hele til CO2.

For at gøre det skal vi selvfølgelig først vide, hvor meget hver enkelt råvare belaster klimaet. Hvordan man beregner det, kan du læse mere om herunder.

Der er nogle retter, hvor det desværre endnu ikke er muligt at regne CO2 per portion ud, og der finder du ikke nogen Grøn Score på retten.

Sådan beregner vi klimaaftrykket

For at kunne give vores opskrifter en grøn score er vi nødt til at vide, hvor meget hver enkelt vare belaster klimaet. Det er ikke noget lille regnestykke.

Den store klimadatabase” fra Concito viser hver enkelt vares klimapåvirkning i alle led i kæden frem til butikshylden. Det vil sige landbrug, forarbejdning, transport, emballage og opbevaring i butikken. Concito har også regnet på, hvad fødevareproduktionens arealanvendelse har af langsigtede konsekvenser for klimaet.

Til det har de brugt oceaner af data fra globale databaser, livscyklusanalyser og økonomiske data.

CO2-udledningen for, eksempelvis, en tomat kan selvfølgelig variere afhængigt af oprindelsesland og måden, de forskellige producenter dyrker tomater. At indregne variationerne for alle tomatleverandører i verden ville være ekstremt omfattende. Derfor er beregningen i første omgang lavet ud fra gennemsnittet af klimabelastningen for et gennemsnitligt eksemplar af den pågældende vare på det danske marked.